6u532b

Hvis en film hedder La ricotta skal jeg naturligvis se den, meget nemt. 

Fuldstændig kaotisk energi i den her.

Skriver lidt om den her på Ordet snart - fang den på årets GENERATION-festival!

Hvis jeg bedømmer aftenen ud fra et helhedsperspektiv, er det naturligvis 5/5 - som det ofte forløber sig, når Alex B, Jacob P og undertegnede krydser klinger, ender det også i går med ubehøvlet mange øller på diverse af Indre Bys etablissementer 👍 derudover endnu et succesfuldt Ordet-release, det er jo bare en glæde (og sygt blæret), at vi vel som de eneste i landet kan tilbyde seriøs filmformidling helt fucking gratis i form af fysiske magasiner. Big up til alle involverede kræfter!! 

Filmen i sig selv var betydeligt mere skæv og retningsløs, end jeg havde forventet, men også betydeligt sjovere. Altså Gus Van Sant har jo gakket heeeelt ud med det manus der, det sgu ret fedt og også lige på grænsen til at hægte mig af nogle gange. Savnede et par mere af de helt hjerteskærende scener som bålscenen og et langt bedre score men okay, alt i alt egentlig en meget herlig film. 

Vil lige lytte til lidt Jeff Buckley nu, det var efter sigende en af hans yndlingsfilm ❤️

Måske filmhistoriens største flex at få Burial til at lave et originalt score. 

Knap så stort flex at man ikke kan lytte til det nogle steder 😣 

Anmeldelse på Ordets hjemmeside: ordet.net/bird-anmeldelse/

Prepper lige lidt inden Bird. Stærk kortfilm. Fuld af smerte. Andrea Arnold nailer fuldstændig det her miljø, de her karakterer.

HEEEEEYYYYYY, HEEEEYYYYYYY BABY

Watched on Thursday May 29, 2025.

Virkelig stærk film. Sikke en slutning!

Preller fuldstændig af på de to ældre damer, som var de eneste andre i salen i Empire. "2 timer jeg aldrig får igen", siger den ene af dem bagefter. Om jeg begriber, at så hjerteskærende og universel en fortælling slet ikke gør indtryk?

Har genhørt Frank Oceans Endless meget på det seneste, hvilket måske er hans bedste album og som bliver brugt rimelig rundhåndet i Waves. Derudover har jeg lidt haft behov for at få (gen)bekræftet, at Trey Edward Shults reelt har talent efter at have set The Weeknd-filmen. 

Det har han! Heldigvis. Den her film betød absurd meget for mig i en overgang tilbage i rona-dagene, hvor det hele var lidt svært. Som man kan se på mit tidligere log, så jeg den første gang i et fly på akut vej hjem fra Vietnam i midten af marts 2020. 

Meget er sket siden, og min filmsmag har også udviklet sig og forandret sig en del. Ikke så mærkeligt efter 5 år som filmstuderende. Jeg var ærligt talt lidt nervøs for at gense filmen af den grund. 

Og nej, den ER heller ikke så perfekt, som den engang var i mit hoved. Den er i bund og grund ret rodet, både narrativt, tonalt og æstetisk.  Musikken er måske for meget. Alligevel rammer det mig jo lige i tårekanalerne. Det er den musik, jeg er vokset op med. Og det er stadig unikt for mig at koble lyden af Frank Oceans bedste sang, Rushes, med de smukke billeder af Tyler og Alexis på stranden. 

Waves fungerer i virkeligheden bedst i dens opdelte momenter. De helt særlige scener. For er du tåbelig nogle skuespilpræstationer. Virkelig et goated cast. Hvorfor helvede ser man ikke dem alle sammen i meget mere? Hvad laver Sterling K. Brown? Kelvin Harrison Jr.? LUCAS HEDGES? (Troede han skulle blive kæmpestor?) 

Anyways, en lang tankestrøm her. Lidt usammenhængende, ligesom filmen måske. Waves holder heldigvis stadig for mig, og jeg voldtudede flere gange. Virkelig prototypen på en A24-film fra 10’erne.

Vildt at samme film kan have så fed en start og så gennemført elendig en slutning 👍

Som hvis Nicolas Winding-Refn havde instrueret Kontra med et gigantisk budget.
På den værst tænkelige måde. En af de mest elendige, indholdsløse film, jeg nogensinde har set. Og jeg har været megafan af The Weeknd siden House of Balloons.

Leni ville holde meget af Kanyes nye musik 👍

Med det sagt: virkelig en middelmådig dokumentar, der mestendels bæres af sit subjekts groteske interviewoptrædener, totale løgner-mentalitet og bundløse naivitet. Nøj, en ærgerlig type, hun var. 

Der træffes dog SÅ mange skodvalg æstetisk, klippemæssigt og egentlig også narrativt i den her film. Veiel bliver VED med at servere intetsigende skud af Hitler med dyster musik i baggrunden, eller bruge den der filmstrimmel som overgang. Det er simpelthen for TV-film på DR2-agtigt til mig noget af det (sagt med fuld kærlighed til den genre). Værst af alt er dog uden tvivl det der trick med lige at fade imellem billeder af Riefenstahl, således at hendes ansigt præcis matcher. Fint første gang! Rigtig trættende 3. gang. 

Skær 30 min. af og der ligger en laaangt skarpere film her, simpelthen. 

Men altså i en eller anden grad værd at se alligevel! Alene for den enorme mængde arkivmateriale, der fremlægges. Om man er historisk interesseret, filmnørd eller begge dele, har man nok hørt om Riefenstahl, og i den sammenhæng får man en del ud af at se filmen.

Lidt af en kontrast til gårsdagens Puss in Boots-visning. Det her er jo en fuldstændig mageløs kortfilm, en af de bedste jeg længe har set. Perfekt afmålt på samtlige parametre. Simple billeder fortæller hele livshistorier, de rummer så meget. Vaskeægte masterclass i, hvad man kan på 14 minutter. Og så er den bare dybt original, rørende og pisseflot animeret.

Instruktør João Gonzalez er åbenbart en form for overmenneske, der også har komponeret musikken selv, klippet mv.? At jeg så også finder ud af, at han spiller med i musikvideoen til Bicstan af elskede Hudson Mohawke er endnu et plus 👍

Rigtig hyggelig, overraskende sjov dialog, en anelse trættende actionscener (i længden) og fedt animeret. Fin oplevelse! Og måske ikke helt et mesterværk i mine øjne :)

Elsker ZP

Hold kæft hvor er den her god mand. Så fed. Naturligvis lige en halv stjerne mere, når Rooney Mara er med, anderledes kan det ikke være.

Ret gakket film. Super original. Meget liderlig, men det går jo hånd i hånd med vampyrfortællinger. Der er perioder, der fungerer mindre godt (den er generelt for lang), og jeg må sige, at humoren for mit vedkommende også er hit or miss. Men nøjjj nogle højdepunkter, nogle enestående scener !! Sikke et lyddesign, score, kameraarbejde. Ludwig Göransson! Helt udefinerbar genremæssigt, men vel en slags gotisk afroamerikansk horror-komedie??? Svært ikke at blive begejstret for det arbejde, der er lagt i at lave noget så besynderligt til så bredt et publikum. Det mindes jeg dårligt at have set så ambitiøst siden Everything Everywhere All At Once. 

Jeg savnede en anelse mere “oprigtighed” hist og her (i mangel af bedre ord), for jeg synes faktisk, at de helt nedtonede scener, hvor tiden blev trukket helt ud, var nogle af årets bedste. Men det er jo også bare mig, der mærker snerten af noget Barry Jenkins og straks bider på haha 

Synes i øvrigt det der med scener både under og efter credits er så fucking åndssvagt, but I digress

Et af de bedste Black Mirror-afsnit længe. Så utroligt nænsomt og fint, skyldes selvfølgelig i høj grad Giamatti, der spiller fremragende med indebrændt vrede, sorg og længsel.

IKKE sig til Eva Jørholt, at jeg først ser den her nu. Og nok heller ikke, at jeg kun giver 3,5

Set på Louisiana som en del af Havet-udstillingen. Kan på det kraftigste anbefales. Virkelig stærkt værk.

Gode gamle Planet Earth går man jo aldrig galt i byen med ❤️

En på alle tænkelige ledder og kanter ulidelig film. Til gengæld var den også alt for lang. Og til gengæld sad man af helvedes til i lokale 23.0.49 på Søndre Campus 👍😎

The CMBYN-kids are going to hate this one 😍 

Mærkværdig og særegen, rørende og smuk, dyster og barsk - og fuldstændig i øst og vest. Det er sgu en speciel oplevelse og ikke alt lykkes lige godt, men jeg kedede mig aaaaldrig. Daniel Craig er fuldstændig eminent. Hold da op en overbevisende smerte og længsel, han spiller med. Scenen hvor New Orders magiske Leave Me Alone kører er top 3 for mig i år. I det hele taget top tier soundtrack OG score. 

Helt klart ikke en film for alle - og nok heller ikke en bog for alle? Har ikke læst den (endnu) men han virker som en rimelig fucking vild karakter, ham Burroughs. De 8 piger der havde sat sig foran os på række 3 sad helt forstenede hele vejen igennem - selvfølgelig også ærgerligt hvis man går og forventer, at det er Elio og Oliver pt. 2., for det er det meget langt fra. Men jeg kan ikke sige, at jeg ikke var stærkt betaget - og har tænkt på den utroligt meget siden i går.

I øvrigt: slutningen gav mig MAJOR Synecdoche, New York vibes, og det er en af mine yndlingsfilm, så det gik bare rent ind.

Kan ikke andet end at tilslutte mig heppekoret her: den ER så god, som alle siger! 

For vildt man. Men pleeease lad være med at reducere den til et teknisk vidunder. Den er så mageløst godt skrevet og spillet, spidder tidens ånd på kvalmefremkaldende vis. Hold da kæft en præstation fra alle involverede.

Tåbeligt spændende emne, men synes ikke den borer dybt nok - især ikke ift. de senere års udvikling med selvtægtsmænd på TikTok, der leger politi på gaden. I stedet stiller man sig tilfreds med en ret overfladisk behandling, som eksemplificeres bedst ved en hollandsk ekspert, som på (ikke-tilsigtet) parodisk vis sidder og ser de samme klip som os og påduttes at skulle sige et eller andet pseudo-videnskabeligt om det. Shit, hvor tilføjede det lidt til oplevelsen.  

Det bliver aldrig for alvor kedeligt, fordi emnet er så interessant i sig selv, og Chris Hansen er jo helt på månen, mand. Meget af filmen er jo også bare arkivmateriale fra To Catch a Predator, hvilket - igen - er underholdende vulgært nok i sig selv. Men stor filmkunst bliver det aldrig. Det var vist aldrig på tegnebrættet med røvkedelige talking heads og fuuuuld skrue på Netflix-æstetikken.

Ærgerligt ! Der er giga potentiale her, og den personlige vinkel fra instruktøren er jo lidt af en mavepuster.

Umådeligt kær film. Er især sjov den første times tid, så zonede jeg liiiidt ud, da det blev meget repetitivt. Dog en lærerig oplevelse for sådan en som mig, hvis primære referenceramme til The Animal Kingdom er at tage på jagt og fisketur i Red Dead Redemption 2 👍 

Kæmpe skud ud til kapivaren, som uden tvivl er filmens stjerne. Fuglen gør det også godt. 

Der var to fædre med børn inde og se den, ellers var det primært voksne cinephiles. Den ene far med barn skred efter 15 minutter. Den anden far med børn så ud til at røøøøvkede sig, og brugte tid på alt andet end at se filmen. Interessant.

Herlig film. Perfekt afstemt. Elsker Italien 🇮🇹

Dejlig start på sådan en solskinsfredag lige at udsætte sig selv for sådan en omgang her. Det er barske løjer. Fik lige vædet tårekanalerne et par gange. Saoirse er jo bare mirakuløst god altid. Hun spiller med så fin en nænsomhed, og det er generelt bare det, som filmen gør allerbedst, den er kun få gange virkelig konfronterende som denne slags fortællinger tit bærer meget præg af. Når det så alligevel br over, er det fint timet og placeret, og det fungerer sgu. 

Man når dog et punkt, hvor det hele kører liiidt for meget i ring, synes jeg, vi bliver veeeed med at få de flashbacks på et tidspunkt, hvor alle vel har fattet, hvad det drejer sig om. Anerkender repetitionen som en bevidst markør for Ronas indre tankemylder mm., men alligevel. Nogle af birollerne bliver også lidt endimensionelle, men de spiller sådan set godt allesammen. 

Har liiiidt svært ved at runde af, men da slutningen først kommer, er det en fryd for alle sanser. Virkelig stærkt. Point for lige at rulle med This Is the Day til rulleteksterne.

Sgu egentlig ret skarpt skruet samme med helt åndssvagt “klog” dialog, der en del af tiden er ret underholdende men også bliver lidt trættende i mine ører. I bund og grund er det her jo bare SLET ikke en film for mig, men på trods af det, var det da ikke sådan, at jeg røvkedede mig. Jeg vil dog have glemt lige godt alt, hvis du spørger mig om en måned. 

I øvrigt: ALLE er utroligt lækre i den her film. Sådan how ??

Virkelig særlig oplevelse at se både Testamentet og den her på samme dag. At jeg så ovenikøbet fik glæden af at se alle filmens hovedpersoner på scenen til kolossale klapsalver i Grand Teatret - ja, det gjorde bare søndag d. 16. marts til en dag, jeg sent vil glemme.

Føler en stærk forbindelse til de her mennesker, selvom de er så langt fra mit liv og min hverdag - og selvom dele af det, de gør og har gjort, er forkasteligt. Men hvor er det bare vildt, at den familie, der i starten af første film mest bare fremstår som lidt virkelighedsfjerne og en anelse gakkede, nu er symbol på så meget viljestyrke, kærlighed og personlig udvikling. Uagtet at det så ikke altid kommer til udtryk på de mest elegante måder, mildt sagt. 

Havde unægteligt lyst til at give Henrik Ernst et kram i går. Og for den sags skyld hele banden ❤️

Rætti fin aften med kammeraterne i Cinemateket, dejligt at den her trækker så stort et crowd på en fredag aften ❤️ også rætti mærkeligt crowd vi havde derinde. Der sad en gruppe piger bagved mig, som næsten fniste og snakkede til hinanden fra start til slut uden pause. Det er ret vildt, at man kan være så elendig til at gå i biffen 😄 og i øvrigt gjorde det oplevelsen svagt ubehagelig for nogle af os, som faktisk synes at Into the Wild er en utroligt rørende (om end uperfekt) film.

Vild film. Så meget smerte og indebrændt kærlighed. Det er dybt imponerende, hvor meget instruktør Christian Sønderby Jepsen formår at fange med så simple midler.
Glæder mig virkelig til at se “2’eren”.

Helt åndssvagt god. Haugerud har gang i noget voldsomt stærkt med den trilogi her. Meget spændt på sidste del efter sommerferien. 

Den besidder al den empati, som Sex i det store hele undgik mere eksplicit (om end den film absolut ikke var uempatisk, men aldrig føltes som et tæt kram). I Drømme får vi ligefrem højnede, følelsesladede momenter af særlig karat - decideret rørende scener, hvor kameralinsen ikke har den der distancerede placering og dialogen ikke har den der groteske absurditet! Nej, i stedet har Haugerud skruet op for varmen - både vitterligt i fx Johannas dagligstue, men så sandelig også i den hjerteskærende oprigtighed, som manus synes at være født ud af. Universaliteten er viiiirkelig til at føle på: Fra den første forelskelse til den tilsyneladende meningsløshed med livet i den efterfølgende hjertesorg. Men også bare alt det der i mellem, som Johanne så umådeligt fint sætter ord på i den ekstremt velfungerende voice-over. Over hele spektret møder vi velafrundede karakterer; fejlbarlige, egoistiske, naturligt morsomme og ægte. 

Det bliver hurtigt langt det her, men jeg er dybt imponeret og stærkt bevæget over lige godt samtlige elementer af denne film. Og igen: Peder Capjon Kjellsby på det score!!! Shit et orakel. 

Nøjjj, hvor er norsk film inde i en guldalder pt. Vi kan kun kigge måbende på i Danmark, hvor jeg netop har set første klip fra Anders Thomas Jensens kommende film … og jo, Pigen med Nålen var fabelagtig, men hvor dansk var den?

LAV KOREANSKE FILM I STEDET 

Den her føles ubegribeligt ligegyldig? Mindede mig SÅ meget om Adam McKays ulidelige Don’t Look Up.

Det her er måske, sandsynligvis, et mesterværk. Men jeg kan ikke vurdere det lige nu. Det skyldes ene og alene, at dagens visning i Grand var uden subs, og det kræver den her film simpelthen. Bare engelske tekster havde gjort en koloenorm forskel. Det krævede ALT bare at fange halvdelen af det, de siger, fordi der bruges så meget slang, der mumles, tales i munden på hinanden mm. Jeg er godt nok en Vestegnsknægt men det var sgu lidt anderledes lingo end på Vilfort Park. Det er virkelig en skam, men jeg vil se frem til at fange den på streaming en dag, nu hvor de danske distributører fuldstændig har fejlet (hvad fanden sker der for det!). Jeg tror sagtens, det kunne skubbe den fra 4 til 5 for mig. 

Det var jo heldigvis heller ikke sådan, at jeg ikke fangede noget - det gjorde jeg virkelig, og flere af scenerne rørte mig dybt. Der er nogle fuldstændig mageløse præstationer i spil her, jeg forstår faktisk ikke helt, hvordan det er muligt - og det gør det jo bare endnu mere magisk, at en stor del af castet spiller SIG SELV - i et liv, de selv har levet. Der er så meget omhu og ærlighed og kærlighed sprøjtet i den her film. Colman Domingo rammer den der Mahershala Ali energi fra Moonlight i mange scener, om end med følelserne lidt mere uden på tøjet. Paul Raci spiller samme karakter som i Sound of Metal haha sgu fedt nok. Naturligvis også kæmpe skud ud til Bryce Dessner, han dræber selvfølgelig det score fuldt ud. Nøj, hvor det gør meget for mig sådan noget musik der. 

Stærk film. Glæder mig til at se igen.

Fik endelig set den her, da Dagmar lige valgte at rulle med den hele februar, skud ud for det, BioPlus-abonnementet har sjældent været anvendt til så visionær en film. 

Virkelig stærk oplevelse. Der er skrevet og sagt uanet meget om Blue Velvet, så ingen grund til at jeg kaster mig ud i den helt lange. Laura Dern og Kyle MacLachlan er så kære i den her, det rart når nu historien folder sig ud i nogle rimelig forskruede hjørner og kroge. Lynchs stil er så særegen mand. Den tillader så afgjort ikke de naturalistiske optrædener, tværtimod bliver det jo nærmest operatisk og teatralsk. Men det fungerer. Også selvom publikum i Dagmar grinede ubehageligt meget af de mest morbide scener??? Det var tydeligt ikke et crowd, der var vant til at se art house. Som det her jo unægteligt er - også selvom der egentlig er et relativt simpelt thriller-plot, der ligger og gemmer sig under alt det uhåndgribelige.

Anmeldelse på Ordet.net ganske snart 🇮🇸

Fedt for Niels Brandt at opleve ca samme udsigt til kattebakken, som jeg har fra udebaneafsnittet, når jeg er afsted med Brøndby. Jeg plejer bare ikke at blive mødt af lige så meget begejstring, når jeg råber, but I digress … 

Det her er en fuldstændig vanvittigt vellykket film. Føj for satan, hvor det spiller. Jeg har altid godt kunne lide Minds, men har faktisk aldrig fået set dem live, det jo også for fjollet altså. Men jeg kunne da sååådan set godt have ønsket mig at have været til en af disse koncerter. Jeg gik sgu hele følelseset i gennem til filmen her, fik lige tudet til Sikke en sang (som med længder er deres bedste nummer imo), der blev grinet af Brandts konstante balancegang mellem at være pisse sympatisk og arrogant, krydret med smarte bemærkninger. Kedede mig simpelthen ikke på noget tidspunkt. 

Æstetisk er det jo en fuldstændig triumf. Jeg tror faktisk ikke helt jeg begriber, hvordan man klipper SÅ meget materiale sammen på så lækker, engagerende og overlegen vis. 

I don’t know, jeg er sgu ret målløs over, hvor fed den her var. Forza Brøndby.

Rigtig stærk oplevelse, shit mand. Meget rørende og hård at komme igennem. Det der starter som en ting slutter som noget heeeelt andet, og det fungerer så vildt godt.

Lidt langsom start, men kommer så fandens godt i gang og på et tidspunkt skruer den så bare helt op for intensiteten - og netop den sidste del af filmen havde simpelthen ikke fungeret så godt uden den dialogtunge indledning. Næsten uden underlægningsmusik og mærkbare effekter, ender man med en paranoiainduceret thriller af geniale dimensioner. Naturligvis hele tiden med fødderne solidt plantet i en sønderrivende og benhård kritik af det teokratiske og undertrykkende Iran, som overfalder uskyldige kvinder på gaden, fordi de kæmper for deres liv og deres frihed.

Vigtig film absolut, men ikke nogen særligt god dokumentar, synes jeg. Bruger troper der er så trætte, at det bliver på grænsen til parodisk. 
Men hvor er det vildt, at den lander netop nu.

Sådan en film man burde få vist i gymnasiet. Helt seriøst. Super informativ og skræmmende. Big up Nils Vest mand. Fremragende titel også. 

Befri Palæstina.

Jeg er altså sleeet ikke blæst bagover her. Lå egentlig på en 3.5 umiddelbart efter filmen, men der er gået nogle timer nu, og der er ikke mange scener der for alvor står klart i min hukommelse. 

Eisenberg og Culkin spiller begge to sig selv, de er begge to ret ulidelige typer, også lidt sjove af og til absolut, men filmen mangler simpelthen noget nerve. Der lægges op til, at der er meget på spil, at det skal være lidt en dannelsesrejse, men den føler jeg slet ikke, man kommer i nærheden af. Det er en fint produceret film, som generelt træder ret varsomt, og den siger mig bare ikke synderligt meget. 

Og jeg kan sgu godt lide Culkin - men altså … synes ikke det der er en Oscarpræstation.

Fuck it jeg elskede den oprigtigt SÅ meget. Det havde jeg ikke forventet. Der går år mellem danske film, der begejstrer mig så meget. Magnus Von Horn (som jo så altså heller IKKE er dansk) æder den fuldstændig. Han tør noget  hvilket i sig selv er forbandet sjældent herhjemme. Starter lige ud med sådan en introsekvens a la noget fra Persona, der lige kan skræmme Hr og Fru Danmark ud af Imperial, klasse!! Derfra er det en tour-de-force fra hele filmholdet, mixing, klipning, billeder, shiiiit det spiller.

Vigtigst af alt: Frederikke Hoffmeiers score er vel et af de bedste jeg har hørt i en dansk film i nyere tid. Hold nu kæft man. Blev siddende til rulleteksterne var helt færdige (som man selvfølgelig altid skal!) for at lytte til det.

Der er LIDT med dialogen af og til, men det er sgu småting i det store hele og det generede mig ikke videre. Carmen Sonne er god, taber mig lidt i et par scener, Dyrholm træder ikke et skridt forkert. 

Bare giv Magnus von Horn alle de fucking DFI-støttekroner, han skal bede om, hvis det betyder, at han fortsat vil lave film i Danmark.

På en og samme tid en fuldstændig ligegyldig film, og en film som de fleste kan få noget sjov ud af. De visuelle ambitioner er store, og det udmønter sig også i nogle flot koreograferede scener, det må man give dem. Der er nogle meget skægge linjer her og der, rigtig cheeky britisk eller noget. 

Men det er også en banal og til tider røvkedelig fortælling, synes jeg. Buhu hvor har han haft det hårdt, ligesom alle andre hvide, mandlige popstjerner, der har taget for meget kokain. Hans historie byder ikke på nye perspektiver, og det gør fortællemåden heller ikke. Ja, det skulle selvfølgelig lige være, at han er en fucking abe. Jeg forstår det stadig ikke, men det er nok bare ikke dybere, end at han “har følt sig anderledes” end de andre. 

De sidste 30 minutters tid taber den mig ret meget. Hver eneste scene bygges op som et stort klimaks, det udvander fuldstændig effekten. Lidt synd. 

Det er nogle dage siden jeg har set den, og jeg har ærligt talt glemt det meste allerede … det siger måske det meste for mit vedkommende.

Min anmeldelse kan læses her: ordet.net/elskling-debuterende-norsk-instruktoer-river-dit-hjerte-i-stykker-paa-mesterlig-vis/

Molde Jazz !!!

Tricky den her. På den ene side så elskede jeg den lidt? På den anden side er den unægteligt både problematisk og tyndbenet. 

Jeg var tryllebundet i store perioder, og selvom den er lang, kedede jeg mig virkelig aldrig. Fantastisk smuk og fremragende soundtrack som altid fra Mr. Napoli. Jeg elsker hans evne til at danne små interludes uden reel handling. Det stopper jeg aldrig med at elske i hans film. Og han har så skarp komisk sans, fremragende oneliners her og der. “Jeg har socialiseret tilstrækkeligt” vil blive anvendt af undertegnede fremover. 

Men Parthenope, vores kære hovedkarakter, er jo altså ikke skrevet særligt godt. Hvad er det egentlig ideen er med hende? Ideen om at “se hvor smuk hun er, men hun blev AKADEMIKER” holder jo ffs ikke 🤭 hun er da betagende at se på, absolut, men man føler sig sgu også næsten lidt guilty, fordi det bliver så male gazey. Han er sgu lidt en gris han Sorrentino. Smid ham lige i et rum med Céline Sciamma, så skal de nok få noget at snakke om. Gary Oldman er i øvrigt for åndssvag at have med. Det bidrog altså ikke til oplevelsen. 

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal mene om den her film. Måske er det bare fordi jeg fucking elsker calcio, at det hele også ender på et højdepunkt, havde INSTANTLY gåsehud, da han lige smider de mesterskabsfejrende lyseblå fans ind. Så fedt. Forza Viola naturligvis.

Sorry men den her gjorde altså intet for mig 🫣 føltes mest som en Wish-udgave af Kore-edas film. Enerverende piano score, som bruges i godt ved samtlige scener får mig ikke til at græde, ej heller de flade karakterer. Mormor gør det godt, men that’s about it. Keeeedeligt visuelt udtryk - selvom det er pænt og poleret. Havde næsten glædet mig til at skulle ind og tude lidt til en morgenvisning, men nej :(

Fed! Der er en del af midterstykket som går liiidt i tomgang (uden at det er noget stort problem), men slutningen er jo fuldstændig fænomenal, havde gåsehud over hele kroppen der. Første gang jeg har oplevet at blive næsten rørt i en Robert Eggers-film! Ham Orlok var jo bare en hopeless romantic ❤️‍🩹

Vi kommer altså ikke HELT op her. Det bliver aldrig RIGTIG interessant, det der foregår. Naturen mod moderniseringen/mennesket/teknologien/forureningen - det er ikke just et nyt tema, især ikke i japansk film, hvor bl.a. Miyazaki har lavet film om dette i årtier. 
Det gør det naturligvis ikke irrelevant at lave film om - tværtimod. Men jeg synes Hamaguchi banaliserer det og opsætter en lidt for karikeret gode-mod-onde-dikotomi. Den kyniske boss i Tokyo, der sender sine stakkels håndlangere afsted for at gøre det beskidte arbejde. Tjaaaa. Det er måske realistisk nok, men det er altså ikke særlig spændende at kigge på. Han bruger generelt aaaalt for lang tid på de to storbytosser og deres udvikling, hvorimod naturen, hjortestien selv, forlades aldeles i hele den midterste del af filmen. Det synes jeg er synd. For det, der fungerer bedst er netop, når kameraet dvæler ved de nøgne vintertræer, den rislende bæk, de sneklædte enge. Når billede og lyd arbejder sammen om en sanselig oplevelse, der lige hives helt op af det eminente score. Hvad der så i øvrigt præcist foregår til sidst, tror jeg ikke helt jeg begriber. Men det frembragte da nogle begejstrede miner hos Alex og mig.

FUCK YEAH WE’RE BACK !!!! 

The old turnip switcheroo 😎

• Dreams (Sex Love)

• Harakiri
• Sansho the Bailiff
• Perfect Blue
• Tampopo
• The Emperor's Naked Army Marches On
• Akira
• Cure
• An Autumn Afternoon
• Your Name.
• After Life

...plus 2 more. View the full list on Letterboxd.

Premiered in Denmark in 2024

1. The Zone of Interest
2. Tótem
3. La Chimera
4. Afire
5. Ama Gloria
6. Challengers
7. The Substance
8. Past Lives
9. The Boy and the Heron
10. Furiosa: A Mad Max Saga

...plus 7 more. View the full list on Letterboxd.

1. Aftersun
2. TÁR
3. Marcel the Shell with Shoes On
4. Monster
5. Close
6. Tótem
7. Oppenheimer
8. Beau Is Afraid
9. Innocence
10. Songs of Earth

...plus 5 more. View the full list on Letterboxd.

Sorted by colour cause my life sucks. Her is number one, though.

• Her
• In the Mood for Love
• There Will Be Blood
• Naked
• Ex Machina
• Whiplash
• It's Such a Beautiful Day
• La Haine
• The Lighthouse
• Ordet

...plus 38 more. View the full list on Letterboxd.

My favorite films that premiered in Denmark in 2022

1. Everything Everywhere All at Once
2. The Worst Person in the World
3. Petite Maman
4. Vortex
5. After Yang
6. Bones and All
7. Pig
8. Red Rocket
9. Triangle of Sadness
10. Drive My Car

...plus 8 more. View the full list on Letterboxd.

Every decade the Sight and Sound team asks critics to name the greatest films of all time. Here are the results of the 2022 poll – the largest ever, with 1,639 critics, programmers, curators, archivists and academics each submitting their top ten ballot.

Check out Sight and Sound for the complete breakdown, including where films received the same number of votes.

Start watching today on BFI Player or on the big screen from January at BFI Southbank.

1. Jeanne Dielman, 23, quai du Commerce, 1080 Bruxelles
2. Vertigo
3. Citizen Kane
4. Tokyo Story
5. In the Mood for Love
6. 2001: A Space Odyssey
7. Beau Travail
8. Mulholland Drive
9. Man with a Movie Camera
10. Singin' in the Rain

...plus 90 more. View the full list on Letterboxd.

Time to get wasted with the lads

• North
• Domino
• Reptilicus
• The Last Vampire On Earth
• The Great Wall
• The Wicker Man
• Mortal Kombat: Annihilation
• Mega Shark vs. Giant Octopus
• Sharktopus
• Plan 9 from Outer Space

...plus 17 more. View the full list on Letterboxd.

1. Chungking Express
2. In the Mood for Love
3. Fallen Angels
4. 2046
5. Happy Together
6. As Tears Go By
7. Days of Being Wild
8. The Hand
9. My Blueberry Nights
10. Age of Bloom

1. Spirited Away
2. Grave of the Fireflies
3. Princess Mononoke
4. Kiki's Delivery Service
5. When Marnie Was There
6. My Neighbor Totoro
7. Howl's Moving Castle
8. Porco Rosso
9. The Wind Rises
10. Whisper of the Heart

...plus 4 more. View the full list on Letterboxd.

1. Portrait of a Lady on Fire
2. Petite Maman
3. Girlhood
4. Water Lilies
5. Tomboy
6. Pauline

• 35 Shots of Rum
• Day of Wrath
• Streetwise
• Bloody Sunday
• The Truffle Hunters
• Tongues Untied
• Flee
• I Know This Much Is True
• About Endlessness
• Sin Nombre

1. Arrival
2. Dune
3. Prisoners
4. Sicario
5. Blade Runner 2049
6. Enemy
7. Incendies
8. Next Floor
9. Polytechnique

Films I’m excited to see in Danish cinemas:)

• Lamb
• Petite Maman
• The Velvet Queen
• C'mon C'mon
• Drive My Car
• Parallel Mothers
• The Batman
• The Emigrants
• The Northman
• Bergman Island

...plus 4 more. View the full list on Letterboxd.

As listed in the BOYS DON’T CRY magazine

• ATL
• Un Chien Andalou
• Blue Velvet
• Barry Lyndon
• Battleship Potemkin
• Eraserhead
• Chungking Express
• Raging Bull
• The Conformist
• Bicycle Thieves

...plus 90 more. View the full list on Letterboxd.

1. There Will Be Blood
2. Phantom Thread
3. The Master
4. Punch-Drunk Love
5. Magnolia
6. Anima

Fuckin’ impossible to rank these masterpieces

1. Where Is the Friend's House?
2. Taste of Cherry
3. Life, and Nothing More…
4. Close-Up
5. Through the Olive Trees

So far so good

• The Place Beyond the Pines
• Ex Machina
• Call Me by Your Name
• Her
• Moonlight
• There Will Be Blood
• Nightcrawler
• Portrait of a Lady on Fire
• The Lobster
• Mommy

...plus 38 more. View the full list on Letterboxd.